FESTTALE

Århus Kunstforening af 1847’s 150 års jubilæum 24. maj 1997

Af C.F. Garde 

Det vil utvivlsomt glæde de gamle stiftere i deres himmel at se os samlet her for at fejre Århus Kunstforening af 1847’s 150 års fødselsdag. Alene det, at den holdt så længe, når man tænker på den strøm af forbløffende forandringer, tilværelsen ellers har budt på.

To år efter foreningen blev stiftet fik Danmark sin konstitutionelle forfatning. Det var nu ikke derfor. Den franske revolution havde rystet de europæiske fyrstehuse i deres grundvold, og Statsbankerotten i 1813 var en begivenhed, der pegede frem mod andre løsninger. Treårskrigen, eller som den også hedder: Den første slesvigske krig, var man midt i. 

Tanken om folkestyret havde ulmet i mange år og var taget til, efter at Frederik VI havde indført en skarp pressecensur i 1835. Først da Christian VIII, den sidste enevældige konge, lå for døden anbefalede han sin afløser, Frederik VII, at give landet en fri forfatning.

Vi plejer at tænke på vores eget århundrede som det mest turbulente i historien. Men det er nu nok mest i teknisk henseende. Takket være teknikken har vi skabt de utroligste ting, radio, fjernsyn, computere og rumskibe, og vi har ført de blodigste krige. Vi har fundet på ødelæggelsesvåben af ufattelig styrke, og vi kan lave børn i reagensglas og transplantere hjerter og andre reservedele fra trafikofre.

Verden var nu også af lave i det forrige århundrede, de såkaldte gode gamle dage. Brygger Jacobsens kone blev forvist til Valby, mens han smed øllet i havnen. Vi mistede Sydslesvig. Og i det hele taget så det sort ud. Men der var også nogen, der på trods af alle ulykkerne tænkte på at berige deres medmennesker f.eks. en lille flok i Århus, som stiftede denne forening, den første kunstforening uden for København. I virkeligheden et imponerende initiativ.

På den tid var Århus en lille by. Der boede kun 7000 mennesker. I dag er f.eks. Odder tre gange så stor som Århus var dengang. Alligevel var der noget, der hævede Århus op over de andre små byer. Byen var bispesæde, og den vældige domkirke knejsede over de lave huse. Den havde gennem århundreder været byens og egnens eneste kulturcenter. Den havde efter både kongens og den gejstlige øvrighedens mening alt hvad mennesket havde behov for af kunst, litteratur, skuespil, musik og sang. Dog ingen dans. Dengang passede de visdomsord, Kresten Poulsgaard langt senere udtalte: »Danmark er for lille et sprogområde til ballet.« 

Man var kommet gennem pietismen. Oplysningstidens opgør med snæversynet bredte sig som en løbeild. Teater blev igen tilladt. Det enkelte menneske var ikke længere blot en synder for Vorherre, men et individ, og selv om der altid havde været kunstnere, trådte de nu ud af anonymiteten. Den første var Abildgård.

Århus havde fået sin første avis i 1794, nemlig Aarhuus Stiftstidende, det er ikke for meget sagt, at det var et kulturchok. Pludselig kunne folk læse om stort og småt i byen, få rundhåndet besked om rigets tilstand og om begivenheder i udlandet, en udvidelse af århusianernes verdensbillede, som man vanskeligt forestiller sig. I 1800 dannedes Det Forenede Dramatiske Selskab med eget teater i Kannikegade. Langsomt nærmede man sig den nye tid.

Billedkunst var det småt med i første halvdel af århundredet. Det eneste jeg har kunne finde i aviserne fra dengang var en annonce fra en rejsende handelsmand, der udbød »allehånde smukke engelske skilderier i forgyldte messingrammer.« Ville man se rigtige billeder, var det stadig i kirken det foregik.

Man kan sige, at det var på tide, kunstforeningen blev stiftet. Stifterne, bl.a. flere medlemmer af familien Weis var driftige mænd, der havde mod og lyst til at sætte noget i gang. Men det lå også i luften, at det måtte ske. De var skam ikke verdensfjerne herrer, der blot dyrkede en interesse. Det de gjorde var en detalje i et stort mønster. En bevægelse i tiden, der ønskede at give menigmand mulighed for at opleve skønheden og friheden, stærkt inspireret af den første danske kunsthistoriker N.L. Høyen. Han mente, at kunstnerne skulle skabe national og historisk kunst, der kunne give folk en større bevidsthed om deres oprindelse og eget værd. Et betydningsfuldt skridt imod en ny tid.

At deres vision var bæredygtig ser vi jo, selv om foreningens udstillingsvirksomhed i mange år måtte vagabondere mellem mere eller mindre umulige lokaler i byen, forretninger, mødelokaler, tinghusets forhal osv. De første udstillinger bestod af billeder, som man lånte i Den Kongelige Malerisamling, for der var meget få kunstnere på disse kanter dengang. Men samtidig blev 1847 jo mor til Århus Kunstmuseum, der i 1859 lagde ud med en udstilling på loftet i det daværende rådhus, senere politistation, i dag Kvinde- og besættelsesmuseum - hver for sig. 

Et blivende sted fik foreningen først, da den dejlige bygning, vi nu sidder i, blev færdig i 19l7, altså for 80 år siden. Tegnet af arkitekt Aksel Høeg.Hansen, der også var medlem af foreningens bestyrelse.

Bygningens historie er en sag for sig, Under krigen brugte tyskerne den som depot, og det havde den ikke godt af. Efter krigen hjalp byggefagene den på fode ved at leje halvdelen til udstilling af wc’er, mursten, tagrender og den slags under navnet Århus Permanente Udstilling. Det blev den heldigvis ikke. 

Huset blev heller ikke revet ned, som man en overgang talte om. Og for at gøre en lang historie kort skete der det lykkelige, at Århus Kunstforening af 1847 efter at have slugt Aarhus Kunst- og litteraturforening og foreningen Ung Kunst blev Kunstbygningens forvalter.

Den utrættelige forkæmper for den ordning var rektor Jens Aggebo. Som formand var han med i alt hvad der skete i en sådan grad, at man ikke forstod han havde tid til at være rektor. Han og Grethe Funck var et godt makkerpar. Vi der kendte hende mindes med vemod hendes “rævehyl”, halvt snaps og halv Jägermeister. Vi skal i tilbageblikket heller ikke glemme den gode brug, Aggebo og hans bestyrelse gjorde af Frede Schillings norske og franske forbindelser. Han skaffede en fornem række internationale udstillinger til huset.

Men det var også dyrt, og den styrke Aggebo lagde for dagen, når det drejede sig om at få noget til at ske blev ikke afbalanceret med en tilsvarende fornemmelse for den økonomiske bæreevne. Da han døde alt for ung, efterlod han et faretruende regnskab, som meget vel kunne have betydet foreningens undergang, havde det ikke været for den næste beslutsomme formand Inger Lillelund.

Der blev vedtaget en femårs redningsplan. Hun gennemførte den på to. Det var der nogen der skumlede over, men i dag kan ingen være i tvivl om, at Inger skaffede foreningen den frihed, som gør, at den i dag kan leve og fungere uden udsigt til bankerot, dygtigt sekunderet af Grethe Funcks efterfølger Helen Lykke-Møller. Helen forekommer os, der følger med i husets og foreningens liv, fuldkommen uundværlig.

Der er en herlig tradition i huset. Før hver udstilling i huset mødes kunstnere og pressefolk ved en lille frokost inde i caféen. Jeg har deltaget i disse sammenkomster i en menneskealder, og det er ikke for meget sagt, at de har bidraget til at gøre os kulturjournalister klogere på kunsten og dens udøvere. Ikke mindst på grund af 1847 er vi fortrolige med sammenslutningernes kunstnere, som vi møder år efter år, og med de mange gæstekunstnere, der gennem årene har bekræftet rummenes egnethed gennem de mest forskelligartede udstillinger.

Der er meget at gratulere med på sådan en dag. Først og fremmest med den livskraft, som har holdt Århus Kunstforening af 1847 i live i halvandet hundrede år. Det er imponerende, ikke mindst, når man tænker på den flod af firmakunstforeninger, som utvivlsomt er den væsentligste årsag til, at medlemstallet ikke er større.

Som anmelder har jeg hidtil ment, det var bedst at holde mig udenfor. Da jeg nu er pensionist og kun løst tilknyttet min gamle arbejdsplads, og da jeg formoder, at ingen vil anfægte min uafhængighed, vil jeg benytte festdagen til at melde mig ind. Et beskedent bidrag til foreningens fortsatte eksistens.

Som medlem _ er jeg det nu? _ vil jeg straks brokke mig over, at bestyrelsen har kasseret sit logo, det både smukke og markante bolle-å, Mogens Zieler skabte til foreningen. Det var med til at give 1847 identitet, og den kan en sådan forening ikke få for meget af. Jeg vil anbefale, at man bruger det igen.

Men tak for de fantastisk mange og medrivende udstillinger gennem årene i dette smukke hus, der af alle kunstnere betragtes som landets bedste udstillingsbygning.

Må jeg bede jer alle sammen om at rejse jer og råbe et trefoldigt leve for den gamle forening og ønske, at den også gennem fremtidige trængsler må bevare sin forbløffende evne til at overleve.

C.F. Garde