Kære Garde.

 

Hvis der er noget der virkelig kan få mig til at holde af det århusianske gadebillede, så er det når mine øjne fanger en blød hat, en klædelig lang frakke og en elegant svunget stok.
Er jeg langt fra, nyder jeg bare synet, er jeg tæt på, hilser jeg, sikkert råbende uhøfligt, men lige godt modtaget af et stort smil i det lyse skæg: "Hej Garde", og Kære Garde, C.F, Carl Frederik, netop på samme måde som du pryder bylandskabet med dit smukke ydre, har du præget kunsten og kunstlivet i Århus gennem et langt og aktivt liv, som forfatter, journalist, kunstskribent, og ikke mindst kritikker. Jeg ved ikke hvor mange kunstnere du har hjulpet på rette kurs, men personligt har din spidse pen på et tidspunkt prikket mig ud af en helt anden galakse, end den jeg troede skulle være min vej videre, og det var nok ikke så dårligt endda, og fortæller mere end andet, at du har taget dit arbejde seriøst, og at dit engagement har været dybfølt.

For Århus Kunstforening af 1847, har du været af vital betydning, ikke kun, har du gennem årerne formidlet vores mange udstillinger her i Århus Kunstbygning til offentligheden via både avis og radio, men med din fysiske tilstedeværelse her i huset til ferniseringer, pressemøder, eller mere spontane omkring frokostid-besøg, har dine talergaver og hele din favnende personlighed været en bekræftelse på, at den god nok, det ér her det sker, det ér her der er gang i noget!
Og sådan er det også i dag, hvor vi er samlet for at udnævne dig til Æresmedlem af Århus Kunstforening af 1847. En i dette perspektiv historisk begivenhed idet det er første gang at vi gør brug af denne mulighed, som vores vedtægter giver os, og jeg citerer (vedtægtsparagraf 3.8): Generalforsamlingen kan efter forslag fra en enig bestyrelse udnævne æresmedlemmer. Et æresmedlem har alle rettigheder, men er kontingentfri.

Og det var så netop hvad der skete på afholdte generalforsamling i marts i år. Her sagde vi dig først tak for din tid som bestyrelsesmedlem gennem de senere år med de sædvanlige flasker vin, der så ofte priser det ulønnede arbejde, og det lader vi os vel egentlig også gerne nøje med, men i dit tilfælde Garde, var det ligesom ikke nok, jo for dit bestyrelsesarbejde, kunne du vel nøje som andre, men det var måske først ved denne anledning, at det virkelig gik op for os, hvor meget du har betydet, ja ikke kun for os, men for hele det århusianske kunstliv og hvor stor en inspirations- og motivationsmotor du har været for os alle, og vi kan ikke tænke noget bedre førstudnævnt Æresmedlem af Århus Kunstforening af 1847 end netop dig Carl Frederik Garde!

Da beslutningen var taget syntes vi så, at vi ville prøve at gøre lidt ud af det. Bodil kom i tanke om, at hun vist havde noget hun kunne lave et laksegl med og Jette ville gerne hjælpe med at udforme beviset, og vi andre syntes vi havde travlt med så meget andet, at det var helt fint at de ville tage sig af det, og de lovede at gøre det inden for længe.

Men selvfølgelig var tanken ikke tænkt til ende, for som du sagde til mig en dag, hvorfor ikke benytte lejligheden til at fylde Århus Kunstbygning med gæster, for kunst er til for at blive set, og enhver anledning der kan spore til det, skal bruges dertil!
Så Garde, endnu engang er du direkte anledning til lidt godt at spise og drikke, at kunsten bliver betragtet og brugt, som du har lært os den skal bruges, som øjenåbner og igangsætter.
Kære Garde, vi ønsker dig tillykke med dit medlemskab, og vi er stolte af at have fået lov til at ære dig, så godt som vi med din hjælp formår. Tak Garde, og vi glæder os til fortsat at mødes i Århus Kunstbygning, og til alt det spændende der kommer til at ske her i årerne fremover.

 

 Jo Dam Kærgaard.

---

 

 

ÆRE OG VÆRDIGHED

 

At være det første æresmedlem i foreningens 155-årige historie – det  forekommer mig næsten ufatteligt. Der må have været bestyrelser i svundne tider, som ikke har været opmærksom på dem der fortjente æren i højere grad end jeg. Eller også har den – altså foreningen –  i for mange år været præget af, at den blev stiftet i en lille by på kun 7000 indbyggere. De var sikkert ærbare alle sammen.

Dertil kommer, at Aarhus Kunstforening af 1847 var mor til Aarhus Kunstmuseum, der nu er ved at indrette sin fjerde bolig heroppe på Fattighusbakken. Jeg vil nok mene, at de fremsynede mænd fra dengang – ja undskyld mine damer, men de var altså mænd – fortjener en ære, der langt overstiger den, der i dag vises mig.
Da jeg fik at vide, jeg skulle være æresmedlem, troede jeg først, at nogen tog gas på mig. På den anden side, var det formanden selv der sagde det i en e-mail, så det måtte jo passe.

Når jeg tænker tilbage på mit 45 år lange forhold til 1847, synes jeg næsten det handler om idel lykke. Jeg synes ikke jeg har gjort andet end altid at føle mig vidunderligt velkommen i dette smukke hus. Ganske vist er der kunstnere, som har været meget sure på mig i årenes løb, men sådan må det jo være, hvis man vælger troværdigheden som det vigtigste. Og så var der en enkelt formand, nu afdøde Jens Aggebo, der blev meget vred på mig.

Direktøren for Statens Museum for Kunst, Rostrup Bøyesen, havde ladet sin første udstilling fra Statens Museum gå videre til Århus Kunstbygning. Efter min mening var ophængningen en bekræftelse på, hvad jeg havde oplevet i Ålborg, da Rostrup Bøyesen var direktør dér: Han var ærlig talt ikke god til at hænge udstillinger op, og nu var det værre end nogen sinde. Det skrev jeg i avisen. Jeg blev kaldt til orden, eller hvad man nu skal kalde det, af Aggebo, der over en øl på Teater Bodega gav mig det glatte lag, fordi jeg havde skrevet som jeg havde, og nu var jeg skyld i at Rostrup Bøyesen  ikke mere ville vise sig i Århus.

Sådan noget er jo ikke rart, men nok også uundgåeligt. Det er jo aldrig personligt, men det er klart det er personligt for den det går ud over.
Siden jeg fik besked om æren, har jeg tænkt meget over den, som det sære begreb den er. Der er forskel på æren i forskellige kulturer, Heldigvis er en foreteelse som æresdrab fremmed og ubrugeligt her. Men æren som begreb rummer stadig et ekko af ridderligt kling-klang, som i vore dage heller ikke duer til ret meget. I gamle dage skulle æren forsvares af den der formodedes at besidde den, I dag er ære noget, man ikke besidder. De værdier det i dag gælder om at forsvare er den personlige værdighed og i den sammenhæng troværdigheden.

Ære er noget som vises en, Jeg slog op i et leksikon og der stod, at en æresbevisning er et udtryk for en særlig agtelse.
Hvis det er sådan, jeg skal opfatte æresmedlemsskabet af Århus Kunst forening af !847, tager jeg imod det med ydmyghed og stor taknemmelighed.

 

C.F. Garde.